lørdag den 22. november 2008

Interview med Erik Nielsen bragt i Border Collie News i 2005

Agilityinterview med Erik Nielsen

Erik Nielsen må jo nok betragtes som agilityens fader her i Danmark. Han var den bærende kraft bag indførelsen af sporten i Danmark. Erik er nu 71 år, men er stadig aktiv som Danmarks (DKKs) repræsentant i FCI - Federation Cynologique Internationale. De fleste agilityudøvere kender nok bedst Erik som den meget aktive arrangør af stævner i Gundsølille. I 2005 er der planlagt 4 stævner i Gundsølille. Udenfor agilityverdenen er Erik befragter.

Spørgsmål til Erik:

Fortæl lidt om agilityens historie og hvordan den kom til Danmark?
Denne dejlige hundesport er kun godt 20 år gammel. Det hele begyndte først i slutningen af 1977. John Varley, som var med til at arrangere de store årlige hundeudstillinger på Cruft, havde til opgave at udfylde visse pauser i den store ring. Den årlige hundeudstilling på Cruft er den største i Europa med op til 25.000 deltagende hunde i år.

I de foregående år havde John Varley organiseret forskellige opvisninger af diverse former for hundetræning. Han havde nu fået den ide, at det kunne være spændende med en slags ridebane-springning for hunde og han kontaktede derfor den kendte brugshunde-mand Peter Meanwell og bad om hjælp. Peter Meanwell fra Lincoln, som var kendt som en kompetent hundefører, instruktør og dommer, fandt ideen interessant, men det måtte være en betingelse, at man kunne tilrettelægge et program, som var morsomt både for deltagerne og tilskuerne, samt helt ufarligt for de deltagende hunde. Peter Meanwell gik straks igang med opgaven og fik hjælp ikke blot af sine klubkammerater i Lincoln, men også af en god ven i Yorkshire.

I begge klubber konstruerede man forhindringer og gik i gang med at træne hundene. Alle deltagerne fra begge klubber hjalp hinanden med ideer til konstruktion af forhindringerne og hvordan træningen skulle tilrettelægges.

I februar 1978 var alt klart, og et hold fra hver af de to klubber konkurrerede mod hinanden på Cruft’s hundeudstilling. Tilskuernes begejstring var så stor, at alle var enige om, at dette nye tiltag skulle leve videre. Mange steder i England gik interesserede hundefolk i gang, og allerede til Crufts 1979 var det nødvendigt at afvikle kvalifikations-konkurrencer for at finde de 3 hold, der skulle konkurrere mod hinanden.

Selvom de store kontaktforhindringer allerede eksisterede, brugte man de første par år på Crufts stort set kun højdespring, dækket, slalom og en pause-boks. Som med alt nyt, var der også her nogle “smarte” folk rundt omkring i England, der ikke kunne lade være med at overdrive springhøjde, springlængde osv.; men heldigvis indså den engelske kennel klub hurtigt nødvendigheden af at nedskrive nogle faste regler og på den måde give agility officiel status allerede i 1979.

Hollænderne var også hurtigt ude, idet de allerede i 1980 viste agility på en stor hundeudstilling i Amsterdam. Også på verdenshundeudstillingen i Dortmund i 1981 havde man agility på programmet.
Herhjemme begyndte Pudelklubben så småt i 1981 og i 1983 arrangerede Pudelklubben en agility opvisning på klubbens 35-års fødselsdagsudstilling.

Fra 1980 til 1985 var det Lis Steen Hansen og undertegnede, der stod for agility i Pudelklubben. Stævnerne i 1986 og 1987 var også sammen med Lis Steen Hansen; men i 1986 startede jeg egne AG-hold i Gl. Holte

I 1984 arrangerede Pudelklubben den første store opvisningskonkurrence, hvor ikke mindre end 17 hunde var med i forbindelse med det store ridestævne “Holte-ugen”.

Det første åbne stævne blev arrangeret af Pudelklubben i 1986 i Blovstrødhallen med deltagelse af 40 hunde fordelt på 12 forskellige racer.

Derefter gik det stærkt. Ved Pudelklubbens næste stævne den 15. marts 1987 deltog 66 hunde af 25 forskellige racer og den 22. november 1987 var der 95 hunde af 34 racer med i Blovstrødhallen.

I 1986/87 var jeg mange gange i England for at uddanne mig - og jeg bestod da også både den engelske instruktør og dommerprøve. Senere dømte jeg flere gange rundt omkring i England, samt Europa-mesterskaber i Frankrig plus mange stævner i Østrig, Schweiz, Tyskland, Sverige, Norge og Japan.

1987 var også året, hvor DKK tog agility på programmet, og hvor mange klubber over hele Danmark kom i gang. Dette var således starten på det, der senere skulle føre til både guld, sølv og bronze ved Nordiske-, Europa- og Verdens-mesterskaber for de dygtige danske agilityhunde.

Fortæl lidt om dine erfaringer med fra FCI, hvad er din rolle, hvordan fungerer det, hvordan får f.eks. Danmark sine ønsker igennem (hvis nu Danmark ville have indført et nyt krav til at hjulet skal kunne "rives" ned eller lign.)?
Jeg har været DKKs repræsentant i FCIs AG-udvalg siden 1992. Udvalget består af een repræsentant fra hvert land i FCI. Den vigtigste opgave er afholdelse af VM hvert år, samt at sørge for at FCIs AG-regler er forsvarlige.

FCIs AG-regler er altid gældende for en periode af 5 år. De nuværende regler løber indtil den 31. december 2006. Ethvert medlemsland kan fremsætte ændringsforslag, som skal være FCI i hænde senest den 30. juni 2005, hvorefter de bliver oversat til engelsk, tysk, fransk og spansk. Udvalget skal derefter se på disse forslag til møder i forbindelse med VM i Spanien i september 2005. De skal derefter viderebehandle forslagene i deres hjemlande, hvorefter den endelige afgørelse træffes ved det næste møde i februar/marts 2006. FCIs hovedbestyrelse vil derefter tage stlling til ændringsforslagene i løbet af foråret 2006 og hvis de godkendes, er de gældende fra 1.januar 2007. Hvis der er noget, som FCIs hovedbestyrelse ikke kan godkende, får udvalget tilbagemelding herom og må derefter viderebehandle sagen på deres møder i forbindelse med VM i Basel i oktober 2006 - og så skal det gå stærkt - men vi har endnu ikke vedtaget noget, som FCIs hovedbestyrelse ikke kunne godkende.

Hvad er dine ønsker for agilityens udvikling i Danmark og/eller verden de næste f.eks. 10 år?
Jeg synes, det er dejligt at se, hvordan agility breder sig over hele verden. Jeg er dog ked af de skader, der ofte sker ved dækket og håber derfor, at FCI vil godkende det nedrivelige hjul. Hvis ikke, så synes jeg faktisk, at vi hellere må tage hjulet bort.

Skrevet af: Janne Litgov

1 kommentar:

  1. Hej Gitte

    Super ide. Håber du får samlet en masse, vi har da meget sjov ud af Michaels videoer på facebool

    SvarSlet